Horsens HF & VUC > Info (forside) > Translokation på AVU, FVU og OBU

Print Friendly, PDF & Email

Translokation på AVU, FVU og OBU

Selvom solen skinnede fra en skyfrihimmel og temperaturen sneg sig op på 30 grader,  var en stor del af vores kursister torsdag d. 28. samlet i kantinen til translokation. Der var mange store smil og varme knus og der blev hygget, sunget, spist, holdt taler og uddelt velfortjente eksamensbeviser og kursistpriser.

Afdelingsleder Bjarne Larsen og rektor Dinna Balling ønskede i deres taler kursisterne tillykke og gav dem ros og anerkendelse for deres præstationer, – og det blev da også til et par gode råd til kursisternes  videre færd.

Skolens medarbejderkor var også forbi, og sang meget passende blandt andet sangen “Sidste time” :
…Flyv med mig ud i solen. Flyv mig ud på alle drømmene af dine.
Før klokken ringer ind, til aller, aller sidste time
Sidste time – sidste frist – sidste skrig. Lige om lidt så er alting forbi
Sidste time – sidste dans, sidste tog – luk mig op
Løft mig ud i det svimlende blå
Flyv med mig ud i solen, flyv mig ud på alle drømmene af dine
Før klokken ringer ind til aller, aller sidste time …
Se et lille stemningsklip med sangen her:

Billeder fra translokationen

 

Rektor Dinna Ballings translokationstale

Kære kursister

Hjertelig tillykke med jeres eksaminer. I dag er en dejlig dag, hvor vi skal fejre jer. Jeg er næsten altid stolt af jer, og i dag i særlig grad, og nu har jeg så også mulighed for at fortælle jer det. Jeg håber også, at I husker at være stolte af jer selv og hinanden, og jeg vil gerne sige tak til jeres familie og venner for at støtte jer undervejs i uddannelsen og for at møde frem i dag for at fejre jer sammen med os.

I dette skoleår har vi haft mange gode oplevelser sammen. Der har været flere arrangementer, hvor I har kunnet komme ud og se nogle af de skoler og virksomheder, som I nu kan vælge at søge hen på, hvis I ikke skal fortsætte her efter sommerferien. På den måde prøver vi at hjælpe jer med at finde ud af, hvad det er, I er gode til og hvad I har lyst til at lave i fremtiden. I har blandt andet været på besøg på Sosu-skolen og på Learnmark Tech.

Nogle basis-kursister sluttede foråret af med en tur til Koldinghus, mens andre tog en tur til Polen – og heldigvis kom I alle sammen hjem igen! – og før-basisholdet var i økolariet i Vejle.

Jeg håber, mange af jer benyttede chancen for at se skolens teaterkoncert her i foråret, hvor en række af skolens kursister underholdt os med forestillingen ”Jules & Vincent”, en oplevelse fyldt med mord, blod og god musik. Det var en drabelig forestilling, og det var absolut en fordel, hvis man kendte den amerikanske film ”Pulp Fiction”, inden man gik ind for at se forestillingen!

Jeg ved, at nogle af jer også var med oppe på teatret og se Eskild sammen med sit band synge nyfortolkninger af sange fra reformationen i showet ”reformationen rocker”. Det var en rigtig fin oplevelse, og vi blev alle sammen lidt klogere på, hvad vi kan bruge de gamle salmer til i dag.

Her på skolen lægger vi stor vægt på, at I som en del af jeres uddannelse får erfaringer med det danske demokrati. Demokratisk dannelse har aldrig været vigtigere end i dag. Til kommunalvalget havde I blandt andet mulighed for at brevstemme på skolen, og jeg håber, mange af jer udnyttede muligheden for at deltage i det danske demokrati, ligesom jeg er sikker på, at de af jer, der har mulighed for det, vil stemme til det folketingsvalg, vi skal have inden for det næste års tid.

Alle de mange aktiviteter og gode oplevelser, men selvfølgelig først og fremmest den gode daglige indsats i de ”almindelige” lektioner kunne ikke lade sig gøre uden skolens dygtige og venlige medarbejdere, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige dem alle sammen stor tak. Det har været et begivenhedsrigt år for afdelingen med vedtagelsen af en lov om en ny forberedende uddannelse, FGU, som helt sikkert bliver et godt tilbud til de unge under 25, men som betyder store forandringer her på skolen i løbet af næste skoleår. Arbejdet med FGU-en har sammen med en uventet stor vækst i antallet af kursister og besparelser på uddannelse generelt krævet en ekstraordinær indsats af alle i det forgangne år, og jeg er taknemmelig for, at vi trods alt er kommet godt i mål i dag. Tak til alle medarbejdere!

Der snakkes meget om, hvordan mennesker i dag bliver syge af det pres, de bliver udsat for – alle de forventninger, de skal leve op til, alle de krav, de stiller til sig selv og alle de valg og muligheder, de skal forholde sig til. Derfor vil jeg gerne sige til jer i dag: Det haster ikke. Tag den tid, det tager. Det er vigtigere at nå frem til det rigtige sted end at nå hurtigt frem. I har mange år på arbejdsmarkedet foran jer. Gør det, I brænder for, og vær nysgerrige og legende hele livet. I skal ikke leve perfekte liv og gå den lige vej – I skal leve gode og ordentlige liv og gå jeres egen vej.

Men inden I kaster jer over alt det nye spændende, så skal I nu fejre jer selv og hinanden og nyde sommervejret. God sommerferie.

Tillykke – og kom godt videre!