106 kommende HF-studenter
106 HF-studenter får huen på – 18 af dem er de første på HF for unge med diagnoser
18. juni 2026
Til sommerens to dimissioner på Horsens HF & VUC bliver 106 nyudsprungne HF-studenter fejret af familie, venner og skolens medarbejdere. 18 af studenterne er de første HF’ere i Horsens, der har taget den 3-årige HF særligt tilrettelagt for unge med diagnoser.
Flotte hvide studenterhuer med lyseblå bånd, udlevering af roser og reception med godter og bobler. Studenterstemningen stiger den kommende uge på Horsens HF & VUC, når 106 HF-studenter færdiggør deres ungdomsuddannelse og tager studenterhuen på.
I alt 66 af de nye HF-studenter har gået på den 2-årige HF, mens 22 af HF-studenterne har gået på HF tilrettelagt for ordblinde.
”Af alle skolens begivenheder i løbet af et år holder jeg mest af tiden, hvor vores elever får huer på. De har arbejdet målrettet mod deres eksamener, og med deres sidste eksamen ændrer nervøsitet og spænding sig til glæde og lettelse – og det er så dejligt at være vidne til,” siger Dinna Balling, rektor på Horsens HF & VUC.
Horsens HF & VUC afholder to dimissioner fredag den 26. juni 2026 for studenter, familie og medarbejdere.
Første gang med HF3-studenter
I år er studentertiden på Horsens HF & VUC ekstra særlig. Det er nemlig første år, hvor skolen fejrer HF-studenter, der har gået på HF3, som er en særligt tilrettelagt 3-årig HF-uddannelse for unge psykisk sårbare. Her får de ekstra hjælp til både det sociale, det faglige og til at blive klar til videre uddannelse.
”HF3 giver et uddannelsestilbud til unge i Horsens og omegn, som ikke tidligere har kunnet gennemføre en ungdomsuddannelse. Mange elever har skolevægring og lange sygdomsperioder bag sig, og det er helt særligt, at de i dag bliver studenter – ovenikøbet med rigtig flotte faglige resultater,” siger Dinna Balling.
HF3 startede i 2023 med 24 elever, og 18 af dem bliver her tre år efter studenter. Det er ifølge Dinna Balling en succeshistorie, som er værd at fejre.
”I deres skoletid hos os er HF3-eleverne blomstret og har fået venner. De har fået succesoplevelser både fagligt og socialt, og det har været en fornøjelse at være med på den rejse. Jeg har stor tillid til, at de kommer godt videre herfra og håber på, at virksomheder og uddannelsesinstitutioner er klar til at hjælpe dem i deres videre færd,” siger Dinna Balling
Et meget hensynsfuldt tilbud
En af de kommende HF3-studenter er 20-årige Isabella Burgard Munk. Hun fik i 2020 konstateret autisme, og da hun i 2023 skulle vælge ungdomsuddannelse, var det vigtigt for hende, at uddannelsen var fleksibel, og at skolen kunne tage ekstra hensyn til hendes behov. Det kunne HF3 på Horsens HF & VUC.
”HF3 er et meget hensynsfuldt tilbud til unge med diagnoser. Det har betydet meget for mig, at jeg har gået på en skole, der vil eleverne det bedste. Vi er mange, der har haft det svært ved tanken om at skulle tage en uddannelse, og nu er vi studenter. HF3 har hjulpet os videre i uddannelsessystemet og givet os den store succesoplevelse, at det godt kan lykkes,” fortæller Isabella Burgard Munk.
Ekstra støtte
På HF3 har eleverne blandt andet egen trappeopgang til deres undervisningslokaler, mødetidspunktet om morgenen er rykket, så de slipper for myldretidstrafikken og får en roligere start på dagen, og de har en klassementor. Det er en ekstra person i klassen, hvis opgave er at sørge for, at eleverne trives og være en ekstra voksen til de elever, der har en svær dag. Derudover er der på HF3 obligatorisk SPS-støtte.
”Vi har haft det rigtig godt i klassen. Klassemiljøet og fællesskabet har været meget godt og inkluderende. Det er okay, at man nogle gange trækker sig fra fællesskabet, og man kan være i klassen, som man nu er,” siger den kommende HF-student.