HF-student Isabella Burgard Munks tale til dimissionen

Der er mange tanker, der rumsterer inde i hovedet på en dag som i dag.

Er det virkelig blevet vores tur til at dimittere? Sidder håret, som det skal? Går alt nu, som det er planlagt? Kunne jeg måske have gjort det bedre til mine endelige eksamener?

Måske er det også de helt store spørgsmål, der skaber postyret. For hvad sker der, når jeg skal væk fra den trygge og kendte hverdag på HF? Hvem skal jeg være, når jeg ikke længere er HF-studerende?

Fremtiden efter HF skal jo ikke længere bare ses frem til. Nu skal den også føres ud i livet. Udsigten er tåget, og det kan føles som om vi blindt må bevæge os fremad mod en destination, ingen af os rigtigt kender til.

Vejen forude er uden tvivl lang og banet med usikkerhed. Men for mig er det svært ikke også at stoppe op og se bagud, ned langs den stejle vej, vi allerede har måtte bestige.

For mig er det særligt én tanke, der træder tydeligt frem i rampelyset: Endelig nåede vi så langt.

For der er flere af os, der ikke har haft en let rejse hertil. Flere af os, der i årevis har måttet kæmpe imod det danske skolesystem. Flere af os, der har fået fortalt, at systemet gerne vil hjælpe, selvom hjælpen aldrig var den rigtige, aldrig kom i rette tid eller måske overhovedet aldrig kom. Der er flere af os, der engang følte, at det var helt utænkeligt at skulle starte på en ungdomsuddannelse – og da helt umuligt, at skulle afslutte den.

For mig kom det første store svigt i første klasse, da min mor døde af kræft. Skolen formåede vel nok at udvise forståelse i begyndelsen. Men med tiden slap det op. Omsorg var blot endnu en ting, folkeskolen ikke havde råd til.

I tredje klasse kom larmen. Mine klassekammerater kunne aldrig sidde stille. De afbrød lærerne og lavede ofte ikke deres opgaver. Men der var også en indre larm. Tanker der skreg op om, at jeg var anderledes fra alle de andre. At det var mig, den var gal med, fordi jeg ikke kunne passe ind i fællesskabet.

Jeg skiftede skole for første gang i fjerde klasse. Så endnu en gang i femte. Sjette klasse forsvandt halvt med ufrivilligt skolefravær. Og syvende forsvandt stort set helt. I ottende klasse endte jeg på en privatskole her i Horsens. Der tog jeg så min niende klasses afgangseksamen med i alt to andre elever.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, hvis ungdom helt gik i vasken.

Mange af os har erfaret, at det ikke kun er livet, der kan gøre ondt til tider. Det kan også være selvværdet, selvtilliden, og selve troen på, at i morgen nogensinde skulle blive bedre, end i dag.

For nogle har det været diagnoser, der særligt har spændt ben. For andre har det været omstændighederne og omgivelserne, der har forvoldt de helt store skader. Men bindeleddet mellem mange af os i dag er en fælles fortælling om en skolegang, der ikke gik helt, som vi havde håbet. En fortælling om et skolesystem, der for alvor svigtede.

Men det er også en fortælling om, at vi har klaret os igennem, selvom oddsene i den grad var imod os. Det er en fortælling, der trods den enorme modgang også har fået en lykkelig slutning.

Det har været det helt store vendepunkt i mit liv at starte her på Horsens HF & VUC. Jeg har fået en uundværlig forståelse for det danske demokrati. For klimaforandringerne. For alt, hvad begrebet “skoleelev” egentlig indebærer.

Alligevel tror jeg, at den vigtigste viden jeg tager med mig i bagagen, er noget vi aldrig er blevet undervist i: Det rigtige skoletilbud gør den helt store forskel. 

I opløbet til, at jeg skulle skrive min tale, snakkede jeg med mine klassekammerater om, hvordan de har haft det med deres tid på HF. Jeg var ærlig talt lidt nervøs for, at deres skoledag havde set helt anderledes ud end min egen. Måske havde jeg fået gjort virkeligheden til et glansbillede oppe i mit eget hoved. Måske synes jeg netop, at tilbuddet her har været så godt, fordi jeg kun kan sammenligne det med et fejlslagent folkeskoleforløb.

Men alle folk jeg spurgte, gav mig et stort set identisk resume af deres ophold på Horsens HF & VUC.

Det har været en uforglemmelig oplevelse. For flere af os er det første gang, vi har følt os som en naturlig del af skolens miljø. Første gang, vi ikke har måtte forvride os selv bare for at passe ind i et fællesskab med alt for snævre rammer.

På Horsens HF & VUC har der altid været råd til at udvise omsorg. Der har været accept for, at vi både er forskellige fra hinanden og har forskellige udfordringer. Grobunden for fællesskabet har bestået af en fælles antagelse om, at vi alle går og døjer med et eller andet. Derfor har der også kunne vokse sig et blomstrende sammenhold op af afgrunden.

Fællesskabet har været uundværligt for os alle. Og det har vejlederne og de andre voksne i den grad også.

For vores klasse har særligt vores klassementorer været afgørende for, at vi er nået helt til målstregen efter et 3-årigt maraton. For andre elever har det været andre vejledere, lærere eller personale, der har givet den nødvendige opbakning og de nødvendige skub, for at de ikke helt tabte pusten.

Jeg snakkede f.eks. med en ordblind elev, der fortalte mig, at hendes dansklærer havde været så suveræn, at hun selv har fået lyst til at søge ind på læreruddannelsen og blive dansklærer. Og det er da i højeste grad et tegn på, at disse særligt tilrettelagte tilbud også har kunnet noget helt særligt.

Selvfølgelig er det ikke alt, der har været godt. Der har stadigvæk været trælse afleveringer. Eksamensstress. Dage, hvor skoletasken bare har føltes ekstra tung at bære rundt på. Vi kan ikke grundlæggende ændre på, at Horsens HF & VUC er en ungdomsuddannelse, der skal oplære nogle elever til at indgå i vores præstationssamfund.

Men jeg tør også påstå, at vi er blevet oplært til meget mere, end bare at præstere.

For første gang i mit liv, tør jeg tro på, at jeg godt kan klare mig ude i den store vide verden. Efter et årti med mistrivsel i folkeskolen, føler jeg endelig, at jeg er blevet godt klædt på til at håndtere de problemer, der måtte komme.

Vi har alle fået en hjelm på hovedet, der er hvid og blå. Måske lidt hård hud på hænderne. Vi er blevet udrustet med erfaringer om at feste, såvel som at fejle.  Og uanset hvad fremtiden byder på af udfordringer og nederlag, kan vi altid tænke tilbage til den dag, vi dimitterede og minde os selv om, at vi allerede har vundet den helt store sejr.

Vi har måtte kæmpe benhårdt. Men vi gjorde det alligevel.

Endelig er vi nået så langt. Ikke til vejs ende. Men til epilogen, for de første og forhåbentligt sværeste kapitler i vores skolegang. Og ud af alle de mange følelser og alle de mange tanker, der rumsterer inde i hovedet på en dag som i dag, er det for mig alligevel taknemmeligheden, jeg mærker mest.

Så tak til klassekammeraterne, der har været en uundværlig del af en fantastisk hverdag. Tak til lærerne og de voksne, der både hjalp os med de faglige og de personlige udfordringer. Tak for støtten. For de bedste skoleår i mit liv. Tak til dette specialtilbud, der har levet op til navnet, og virkelig har været noget helt specielt.

Tak til den lille skole, der har givet os alle så meget mere end bare et eksamensbevis.