Ny uddannelsesleder på Horsens HF & VUC:
”Jeg vil gerne være vedholdende på elevernes vegne”

Christina Rahbek er fra 1. august 2026 ny uddannelsesleder på Horsens HF & VUC. Lysten til at være med til at præge udviklingen og passe på særligt de sårbare unge i det nye uddannelseslandskab, fik hende til at søge jobbet på Horsens HF & VUC.

For Christina Rahbek, der er ny uddannelsesleder på Horsens HF & VUC, handler uddannelse ikke kun om fag, skemaer og eksamener. Det handler om at se det enkelte menneske – også når vejen gennem en ungdomsuddannelse ikke er helt lige.

Med 17 års erfaring fra Aarhus Akademi kommer Christina Rahbek til Horsens HF & VUC med et stærkt kendskab til unge, der har brug for ekstra støtte og tydelige rammer for at lykkes. Hun er cand.mag. i dansk og engelsk fra Aalborg Universitet og har blandt andet undervist på HF og arbejdet med læsevejledning og specialpædagogisk støtte (SPS).

”Jeg synes, det er meget meningsgivende at være sammen med unge mennesker og gå på opdagelse i deres styrker. Nogle gange er de styrker lidt skjulte for dem selv, og desto større er sejren, når de opdager dem,” siger Christina Rahbek.

Hun fremhæver de unges ærlighed og umiddelbarhed som noget særligt ved arbejdet med målgruppen.

”De kan ofte sætte meget klare ord på både sårbarhed og udfordringer. Det gør det muligt at tale ærligt om, hvad der skal til, for at de får den bedst mulige vej i uddannelsessystemet,” fortæller uddannelseslederen.

Oplever et voksende behov for støtte

Christina Rahbek har gennem mange år fulgt udviklingen på SPS-området, hvor flere elever har behov for særlig pædagogisk støtte. Siden 2017 er andelen af elever, der får bevilget SPS på fx HF-uddannelsen steget fra omkring 20 til 40 procent. Det har givet hende en stor forståelse for både elevernes forskellige behov og lærernes vigtige arbejde med at tilpasse undervisningen.

”Det er afgørende at forstå, hvad der har betydning for den enkelte elev – det kan være alt fra faglig hjælp til hjælp med struktur. Det er ofte et langt sejt træk, og her vil jeg gerne være vedholdende på elevernes vegne,” fortæller hun.

En god arbejdsdag

For Christina Rahbek er en god arbejdsdag en dag, hvor elever, lærere og ledelse lykkes sammen – hvad enten det handler om et særligt projekt, den almindelige undervisning eller om at finde en løsning, der gør en forskel for en enkelt elev.

”Jeg kan godt lide idéudvikling og at lægge planer, men det bedste er, når man er fælles om noget, og det bliver langt bedre end det, man selv kunne have gjort,” understreger hun.

Tiltrukket af mulighederne på Horsens HF & VUC

I 2030 ændrer uddannelseslandskabet sig med den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse EPX og nedlæggelsen af blandt andre HF, og det var netop lysten til at være med til at præge udviklingen og passe på den sårbare målgruppe, som fik Christina Rahbek til at søge mod Horsens HF & VUC, hvis mål er at fusionere med Learnmark Horsens i 2028. Her ser hun særligt store muligheder i samarbejdet på tværs af gymnasiale og erhvervsrettede uddannelser.

”Jeg kan godt lide tværfagligheden og at møde mennesker med forskellige faglige baggrunde. På Learnmark Horsens er der både erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser, og det giver flere muligheder for at finde det rigtige tilbud til den enkelte unge,” fortæller hun.

I den kommende tid ser Christina frem til at blive en del af samarbejdet med Learnmark Horsens og til at bidrage til en stærk fælles struktur for elever, medarbejdere og ledelse.

”Jeg kommer faktisk fra et helt fantastisk første møde med ledere og lærere fra Learnmark Horsens’ forskellige uddannelser, fordi vi skal samarbejde om en fælles faglig festival på tværs af alle vores uddannelser – og jeg er fuld af energi efter det møde,” fortæller hun. 

Christina Rahbek er 45 år og bor i Odder sammen med sine to børn.